Alt muligt

Når minderne er det eneste der er tilbage.

Jeg husker da han i sommers bad mig ankomme trusseløs, at han ville tjekke mig når han hentede mig på banegården, om jeg nu havde gjort det godt nok. Jeg husker følelsen af den bare hud under nederdelen, de høje trin ind i bussen med en lidt for kort nederdel og en buschauffør der smilede lumsk til mig da jeg gik ind. Jeg husker da han hentede mig på banegården, hans autoritet der udstrålede mand og magt, hans kommando om at jeg skulle trække op i nederdelen da jeg havde sat mig ind, hans kolde fingre der mærkede og udforskede. Summen i maven og nervøsiteten for hvad han havde tænkt sig.. Snakken der gik om løst og fast imens jeg sad der uden trusser.

Jeg husker da han brød kontakten med mig, ingen kontakt i en uge – min verden faldt sammen. Jeg havde fået følelser for ham, og han ignorerede mig fordi han skulle tænke. Jeg husker følelsen i maven, de sene natte timer på plejehjemmet, der bare skulle gå. Jeg husker da han endelig skrev, og tiggede ham om en chance, men fik ingen. Husker da han den 20 september en måned senere hentede mig på banegården, og gav mig en 6 timers lang smerte session, jeg var lykkelig. Vi smeltede sammen i smerten og i hinandens arme om natten..

Jeg husker da han i november lod pisken ramme min hud gentagende gange, lod mig tage imod smerten og smage den. Husker da han beordrede mig over i sofaen med ryggen ud til ham, husker følelsen da han stak skaftet af pisken op, og lod den gentagende gange ramme mit g-punkt. Husker orgasmen der byggede sig op, lysten til at spørge om lov der steg, men stædigheden til at bygge den større var overdøvende. Jeg husker da jeg spurgte om lov, og han sagde “kom for mig” og jeg kom, som jeg ikke havde gjort i evigheder.

Jeg husker den nat i julen, hvor ingen af os kunne sove, hvor to sjæle blev til en i nattens mørke. Husker følelsen jeg fik i kroppen, overgivelsen og hengivelsen der overtog min krop, da han pressede min mund ned over sig. Jeg husker da han stødte til, smerten der bed, men underdanigheden der voksede i min krop. Da han bed mig i nakken, imens jeg tog imod ham på bedste måde jeg havde lært. Jeg voksede den nat, hans bid gjorde at jeg voksede mig større og smukkere.

Jeg husker mange af mine minder med de få skønne mænd jeg har mødt, mange af dem er skrevet ind her, men de smukkeste sidder i mit hjerte.

I dag omfavner jeg alle minderne, fordi jeg savner dem, mændene bag minderne, ikke deres dominante side, men deres person og væsen. Det er sundt at savne sagde min farmor, og hun har ret. Jeg fik nogle af de bedste minder med dem indtil videre.

GM.

Reklamer

2 thoughts on “Når minderne er det eneste der er tilbage.

  1. Gode minder er rigtig skønne at have med i bagagen 🙂 Saml du på gode minder, det har aldrig skadet nogle at kunne stoppe op, tænke tilbage, og glædes

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s