Rejsen

Noget om at savne og minder.

At savne og minderne der bliver til.

Jeg sad i bussen i går, manden foran mig havde en parfume på som min tidligere playpartner M brugte. Parfumen tog mig tilbage til vores dage sammen, møderne, hans arme, brystkassen med arrene efter sværdet og vores 5 timers lange smerte session. Og jeg kom til at savne ham ikke på den negative måde, men på den måde hvor jeg smilte lidt og tænkte på minderne.

Jeg savner rigtig meget for tiden af flere årsager og på vidt forskellige måder. Mine savn foregår oppe i hovedet og kun et savn sidder i helt inderst inde ved hjertet. Savnene gør mig ikke længere nedtrykt eller destruktiv som de har gjort før. Mine savn har fået mig til at vokse som de negative energier af savnene aftog.
I går da jeg sad i bussen savnede jeg M, savnede hans person og de stunder vi havde haft. Jeg savnede ikke det fysiske, kinky, perverse, rå og brutale setups vi havde, men jeg savnede hans person. Jeg kan godt lide at savne når det er sådan noget, fordi det foregår oppe i hovedet, og det kan jeg håndtere. Når jeg savner inde ved hjertet gør det ondt, det ved vi alle at det gør. Og den form for smerte kan jeg ikke håndtere, endnu.

Lige for tiden savner jeg med hjertet og det er helt bevidst at jeg lader mit hjerte savne, jeg kunne sagtens fortrænge det og lade som om at jeg var videre med et snup tag. Men jeg kan godt lide at savne med hjertet i disse dage, alle de små ting jeg havde glemt fra den korte relation kommer frem, små glimt fra legene, duften, lydene, smerten fra bidende kan jeg næsten mærke, det hele foregår bag mine øjne og i hjertet. Jeg holder ikke fast mere, det er helt op til tiden hvornår jeg har givet slip – ingen kan tvinges til at give slip og det så rent faktisk forbliver sådan. Jeg sad og kiggede på billeder af mærkerne jeg fik af ham, mærkede næsten helt igen hvordan smerten var. Smerten fra da jeg sad bundet til stolen, mine inderlår brændte og selvom jeg ikke er inderlårs masochist, så elskede jeg det. Elskede smerten, smerten fra redskaberne, fra hans hånd der klemte om mine lår. Det er sådan nogle minder jeg synes der er værd at holde fast på, ikke at de skal dyrkes for det skal de ikke i denne her proces, men de er et minde om at jeg lærte at elske smerten på det sted.

Minderne er værdifulde om det så er fra min sidste relation eller fra min første fødselsdag jeg kan huske, så er hvert et minde værdifuldt på hver sin måde. Og jeg er sikker på at når jeg om lidt tid møder ham igen, så vil det være minderne jeg husker og ikke de titler vi havde overfor hinanden. Og helt ærligt, så er minderne en million gange mere værdifulde end en relation der måske kun ville være halvt udført hvis det havde forsat.

Minderne er der hvor vi har vores paradis, som menneske – hvor vi kan flygte hen når verden bliver lidt for hård.

Advertisements

One thought on “Noget om at savne og minder.

  1. Der er så afgjort ved at ske en stemningsændring i din blog og det er til det positive.
    Krydser fingre for den udvikling fortsætter og sender dig lidt forårs Love din vej til rejsen

    Liked by 2 people

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s