Alt muligt

Rungende tom.

Jeg er tom indeni, rungende tom. Det gør ondt helt inde ved hjertet, på en måde jeg ikke har oplevet før. Den smukke rose jeg var ved at blive krøllede sig sammen og faldt til jorden, i et stille suk i nat. Dens blade faldt ligeså stille af, som da jeg var barn og plukkede margoriternes blade og håbede på at det sidste blad jeg trak af var kærlighed. Denne nat faldt de stille af og visnede når ramte jorden, og ligeså hurtigt som de var faldet ned forsvandt de i råddenskab. Jeg følte intet da bladene faldt af eller da jeg græd mit hjerte ud, det eneste jeg kunne mærke var en tomhed – en tomhed som jeg aldrig har oplevet før, en skærende tomhed i hjertet.

Bange. Jeg er bange. Bange for at jeg kommer til at gå igennem det her alene. Bange for at jeg aldrig kommer til at blive hel. Bange for at jeg aldrig stopper med at græde eller have ondt i hjertet. Mest bange for at jeg skal gå igennem det her alene. Bange for at de vil have at jeg skal fortælle mine forældre det, det kan jeg ikke. Det vil ødelægge dem.

I nat skrev jeg en lang roman til ham, at jeg er bange. At jeg er ked af at han måtte sætte os på pause. Inderst inde ved jeg godt at det er nødvendigt, men min sub lider mere end hun nogensinde har gjort. Hun er bange, bange for at pausen ikke kun blive en pause for en tid, men en pause der aldrig ophører. Jeg fortæller hende at hun skal være nervøs, at hun skal hele og blive glad igen. Hun siger at hun er glad, men hun også gerne vil hele, men ikke ønsker at pausen ikke ophører igen. Jeg fortalte hende i nat, da hun rev og kredsede i mit hjerte, at hun ikke måtte være bange, han vil altid være der i vores liv, han er en gave. Hun faldt til ro imens hun stadig kredsede tråde i mit hjerte, men lidt efter lidt gav hun slip og faldt i søvn. Hun ligger inde ved hjertet og sover i sin puppe der endnu ikke er lukket, hun ligger derinde blottet og sårbar. Længselsfuld.

Jeg har haft langt dialoger med mig selv og mit indre, jeg er jo en person, min sub er mig og jeg min sub. Jeg er bange og jeg mangler de arme der kan gøre mig tryg og samle mig op. Jeg mangler dem frygtelig meget. I virkeligheden har jeg bare brug for et langt kram fyldt med kærlighed til verden. Jeg er så fandens bange over den kommende tid, at jeg ikke tør mærke. Men min sjæl tvinger mig til at mærke mig selv, den ved hvad der er rigtigt. Og den fortæller mig at hvis den har følt rigtigt siden oktober, så er pausen kun en pause og når jeg igen er hel så er tiden der igen, til at jeg skal sidde hvor jeg høre til.

Reklamer

4 thoughts on “Rungende tom.

  1. Åhh Pus. Det er pisse hårdt, og det slider på ens indre, men du må ikke give op. Du skal igennem, og har du brug for et kram, så må der være nogle tæt på dig, der kan give dig det kram. Længslen bliver mindre med tiden, men du får brug for hjælp til at komme videre, før du bliver hel og klar igen.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s