Bekendelser

Skrøbelig skabning på vej.

Billede 25-01-15 16.11.38
Jeg stod der en time, lød tankerne flyde og lod min sjæl tale fra mit inderste hjerte.

Trods begyndende sygdom, en krop der er præget af sygdommen og et sind der stadig bearbejder knækket, valgte jeg at tage toget mod Fyn i morges, og blive plejet af min mor. Min mor og jeg har ikke noget særlig godt forhold, men lige i sådan en situation som denne er det nu rart at hun er der. Så jeg tog til Fyn og vi gik en lang tur i byen, efter noget tid gik hun hjem og jeg gik ned til voldene hvor jeg lod tankerne flyve.

Jeg har den sidste dags tid tænkt meget over mig selv, over hvorfor jeg er så dårlig til at lytte til mig selv. I går gik jeg og var enormt frustreret over mig selv, over at jeg var en form for flov over at jeg havde sagt ”Jeg kan ikke nyde smerten”, flov over mig selv på hans vegne. Jeg har dunket mig selv rigtig mange gange oven i hovedet den sidste dag. For første gang føler jeg at min submissive side får lov til at blomstre, som den fortjener og så kan jeg ikke engang håndtere smerten – mig som ellers er en kæmpe pleaser. Men specielt en sætning har kværnet rundt i hovedet på mig ”Fortjener jeg pladsen? Foran ham. Er jeg nok?” en sætning jeg startede med at tænke, da jeg lå vågen natten til i går. Det er en forfærdelig tanke, og det gør ondt at tænke det, men jeg blev fandme så skrøbelig, usikker og lille efter jeg toppede fra bunden (det følte og føler jeg stadig at jeg gjorde, en følelse jeg bestemt ikke kan lide). Så da jeg stod nede ved volden i dag, sagde jeg ordene højt ”Fortjener jeg pladsen, foran ham?” og jeg græd og tårerne trillede ned. Der gik længe inden jeg svarede på mit eget spørgsmål, og da jeg endelig turde tænke svaret og sige det højt, lød der et rungende, bestemt og stille ”Ja jeg gør.”. For det gør jeg, jeg er en stolt submissiv pige, som lige nu bearbejder nogle meget stærke følelser – følelser jeg har allermest lyst til at fortrænge, men ikke denne gang, jeg bider smerten i mig og lader mig føle dem.

Men det ændre ikke på at jeg stadig føler mig knækket, vreden over at jeg ikke brugte mit stopord, frustrationen over at N stadig er i mig, den lille smerte som ikke vil forlade min sjæl. Så nu er jeg til i nuet, lader mig føle alle mine følelser og lader tiden hele mig selv, med et løfte over for mig selv at jeg ikke må være så hård mod mig selv.

Jeg er hvem jeg er, stædig, skrøbelig og lille i disse dage. Jeg er mig en smuk blomst som er ved at folde sine blade ud igen – men som stadig går rundt med dystre tanker der ikke høre nogen steder hjemme. Jeg har brug for en optur – en tanke der kværner der rundt i hovedet på mig lige nu, og jeg ved ikke hvad den optur skal indeholde.

“Don’t be afraid of what’s on the inside. I can make a masterpiece with the insides.” – Tara Sue Me / The Submissive.
Advertisements

2 thoughts on “Skrøbelig skabning på vej.

  1. Jeg er dybt rørt.. og så glad for at du nåede frem til at du fortjener pladsen. For selvfølgelig gør du det. Du er en smuk submissiv sjæl.. ❤

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s