Bekendelser

Den destruktive.

https://www.youtube.com/watch?v=0MaAPzg_YbQ 

Det destruktive sind, de destruktive følelser, destruktive tanker og destruktive handlinger. Hun er fyldt med det for tiden, det gemmer sig lige under overfladen, lige under der hvor blomsten blomstre og hendes glæde er. Hun ved godt at det er der og fornægter sig selv sin glæde, hun kender sig selv godt nok til at vide at hendes destruktive sind vil hive hende med ned til den sorte engel – det er ved at ske. Men hun kæmper for at komme op, for ikke at få hovedet under vandet. Man kan se hende kæmpe ovenfra, se lyset spejle sig i vandet, hun kan se lyset stråler nede fra dybet. Hvis man ser godt efter kan man se hendes kamp, hendes ben der fortvivlet plasker rundt i et forsøg på at komme op, komme væk fra de sorte hænder der trækker hende længere ned i dybet. De gemmer sig nede på bunden, og venter på den mindste ubalance i hende, for de slår til når de fornemmer hendes usikkerhed, det er deres næring, hun er deres livsnæring. De vil fortære hende langsomt, fjerne lag for lag, og hver gang de fjerner et lag lader de deres skarpe negle røre hendes bare hud, lade hende mærke smerten i hende. De fortære hvert lag som var det en rådden blomst de pillede bladende af, de værdsætter ikke hendes lag, de er kyniske monstre.

Hun råber fortvivlet under vandet, mærker hvordan hendes lunger bliver fyldt med vand, panikken spreder sig i hende, angsten for aldrig at komme op over vandet igen indtager hendes krop, frygten for at fejle endnu engang hænger dybt i hende. Menneskerne der står og kigger oppe fra vandkanten står bare, ingen rækker hånden ud til hende, ingen hjælper til, de lader hende bare falde til grunde. De ser hvordan mørket omsluttes til hende, hvordan hænder langsomt omfavner hende, røre hende med neglene, fornemmer hende, sanser hende, føler hende, mærker hendes sidste vejrtrækninger inden hun giver op. De føre hende ned på bunden, ligger hende i sandet, observere hende, fjerner hendes hår når det bevæger sig over hendes ansigt. Hun ligner en engel når hun ligger på bunden med mørket om sig. Hun mærker i sjælen smerten når de fjerner det første lag, mærker neglene i hende, den konstante smerte der ikke forsvinder, mærker hvordan de fortære hendes barrikader, hvordan de kommer tættere ind på hendes inderste. Hun mærker de fjerner næste lag, lader hende lide i et sekund inden de befamler hende igen, trænger dybt ind og lader sig bruge hende, mærke hvordan hendes modstand ikke er eksisterende, de giver dem næring til at blive ved. De fjerner det sidste lag, de gider ikke røre hende mere, de fjernede det bare for sjov, så de lader hende ligge og forsvinder igen. Hun ligger der længe i dybet, mærker hvordan hendes inderste er blevet misbrugt, fortæret af en mørk sjæl, et kynisk monster.

Vandet bære hende op til overfladen, lader hende ligge der indtil en engel viser sin ankomst og stryger sine vinger over hendes åbne sår, over hendes blødende krop. Omfavner hende med kærlighed, kys på huden som heler hendes lag, men englens kærlighed når ikke ind til det inderste lag, det er allerede lukket ned og forseglet. Englen kom da alt var værst for hende, den reddet hendes yderste lag, men inderst inde skal hun redde sig selv.

Reklamer

3 thoughts on “Den destruktive.

  1. Åhh troldeunge.. Det er fandme da skidt når det popper op igen.. *Kram* Se nu at få ham den dejlige til at være god ved dig

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s