Bekendelser

Ulv i fåreklæder.

Han gik om bag mig, lod det første slag ramme og kiggede på mig, igen, igen, igen og igen ramte de for hver gang de ramte jo mere ondt gjorde det. Jeg bad ham om at stoppe, holde en pause, sagde mit stopord, han forsatte, jeg vred mig af smerte, sagde mit stopord igen, han forsatte og forsatte og forsatte.

Sidder i toget på vej hjem til mine forældre og da toget stopper i Kolding træder der en meget flot velklædt mand ind, han har jakkesæt på og hans pressefolder på hans bukser sidder perfekt, hans sko er pudset og velplejet, samt hans skjorte – nystrøget og uden en eneste folde eller rynke. Jeg bliver betaget af hans krop, jeg kan se at han er veltrænet og hans udstråling er mandig, maskulin og dominant af natur. Mit blik søger hans ansigt, og i det jeg rammer hans blik går der en isende fornemmelse igennem min krop, mine hænder begynder at svede og jeg skynder mig hurtigt at sænke mit blik igen. Indvendigt er jeg allerede gået i panik, følelserne kommer frem igen og den angst jeg endelig er sluppet af med kommer frem, det hele kommer tilbage til mig igen. Jeg kan mærke hans blik på mig, hans smil breder sig på hans læber og han sætter sig skråt over for mig i toget. Lige nu har jeg allermest lyst til at skifte kupé, men det går ikke.

Manden der ødelagde mig for 2 år siden, sidder over for mig og lader som om intet er hent. Det var ikke ham som i et år prøvede at skrabe sig selv op fra gulvet, han misbrugte mit dyrebareste, mit allerhelligste – jeg gav ham min krop, mit sind, min sub side og han misbrugte den.
Han var min Dom, mit et og alt, den mand jeg så op til og jeg var så hengiven at jeg først nu har turde åbne helt op igen.

Det hele gik galt i 2013, jeg var blevet inviteret hjem til ham til en smerte dag, vi skulle lege med smerte grænser. Hans hænder der altid kærtegnede mine kinder tog imod mig i døren, hans blik der kunne få mig til at gøre ting jeg aldrig havde drømt om jeg tude og åh hans stemme, mørk, hæs og dyb…
Han fik mig ind i stuen, bad mig om at tage mit tøj af og efterfølgende bandt ham mig op i hans kroge i loftet. Varmede min krop stille op, lod mig føle varmen sprede sig, nyde smerten der nev i den kolde hud. Vi var kommet godt i gang, jeg var høj på smerten og min krop tog imod alle slag. Han gik for en stund og kom igen med et spanskrør, jeg havde længe gerne ville prøve det, og nu skete det endelig. Han gik om bag mig, lod det første slag ramme og kiggede på mig, igen, igen, igen og igen ramte de for hver gang de ramte jo mere ondt gjorde det. Jeg bad ham om at stoppe, holde en pause, sagde mit stopord, han forsatte, jeg vred mig af smerte, sagde mit stopord igen, han forsatte og forsatte og forsatte. Efter jeg havde sagt mit stopord for fjerde gang, gik jeg ind i mig selv og han forsatte i noget tid, hvor han derefter lod mig falde til jorden uden at gribe mig. Jeg græd indvendigt, vræltede ud på toilettet og da jeg så mig i spejlet fik jeg et chok, mine øjne var tomme, min krop blødte og jeg skreg indeni af smerte. Han sagde jeg havde været dygtig, nussede min kind og hentede vand til mig.
Jeg løj for ham for første gang og det gjorde ondt at lyve selvom han havde misbrugt min krop kort forinden, løj om at jeg havde glemt en aftale, han kyssede mig på panden og fulgte mig ud.

Jeg var siden den dag indelukket, ked af det og vred i flere måneder efter. Vred på mig selv, over at jeg ikke kunne tilfredsstille ham, at jeg ville bruge mit stopord. Han stoppede vores relation kort efter og jeg lå i min seng i en uge og græd, spiste intet og tilsidst måtte min veninde hive mig ud. Hun reddet mig på kanten til en depression ingen andre end hende og jeg kendte til. Nu ved jeg at jeg var dum, blind og lidt mere blind. Han ødelagde mig og jeg er stadig ikke hel den dag i dag, men jeg er ved at blive det.

Nu har jeg allermest brug for min far og den sidste tid i toget kan ikke gå for hurtigt. Hans brændende blik bore sig ind i mit indre, og jeg kan mærke mine tårer presse på. Han kender mine svagheder. Lige nu glæder jeg mig blot til at jeg kan kaste mig i min fars favn, være den lille pige han stadig ser mig som og mærke den kærlighed jeg har manglet i så langtid.

– En pige som lige nu har allermest lyst til at begrave sig.

Reklamer

3 thoughts on “Ulv i fåreklæder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s